For ti år siden vendte min familie og jeg hjem til Danmark efter 7 års udenlandsophold i Spanien. Tidspunktet for hjemkomsten var ikke så velvalgt, – det var den, vådeste, mørkeste, koldeste og mest tågede januar i mands minde. Min søn, som ikke erindrede andre ting om Danmark end sol, sommer og bedsteforældre, spurgte mig på en kold og våd januardag; … ”Mor, ligner Danmark altid orkerland?”

Nu tegner det til, at december 2018 bliver en måned i Orkerlandets tegn. Du ved, – lyset kommer ligesom aldrig frem, og luften er så mættet af vand, at du får krøller, du ikke anede, du havde, og du kan ikke se hen til næste gadehjørne. Hvordan overlever man orkervejr? Mine hidtidige løsninger har været:

  1. At brokke mig over vejret og mørket til alle, der gad høre på mig
  2. At spise foruroligende mængder af chokolade og konfekt
  3. At ligge og kulle serier på sofaen time efter time

”Hjalp det”, spørger du så? Ja hvis du sigter efter at blive en muggen, bumset og lad kvinde, som efterhånden er mere træt af sig selv end vejret. Så i år har jeg sat mig det mål at gå en tur hver dag! (Gåture er det nye sort, – de kan kurere alt fra neglebåndsbetændelse til depression, spørg bare eksperterne). Og bare rolig, jeg har allerede misset nogle dage, men det er faktisk lykkes for mig mange af de andre dage. Og når jeg så går rundt i Orkerland, så opdager jeg, at det slet ikke er så slemt. Eller at det faktisk er rigtig dejligt. Den friske luft, duften af jord og blade og den dejlige måde man får tænkt over ALT muligt. Så gå ud! Orkerland er slet ikke så tosset… Og om lidt er der solhverv og vi får lyset tilbage.

Nanna

Følg med i Galleri Arte&Vida's spændende univers og modtag vores nyhedsbrev 4-5 gange årligt!

Indtast din email adresse og vi sender dig - helt gratis - en lille guide med et par tips og tricks til placering af kunst i dit hjem.

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.

Pin It on Pinterest

Share This